En dag med fart og glutenfri mad
Mikkel var spændt, dagen han havde ventet på i ugevis, var endelig kommet. Han skulle til sit første store Speedway-stævne. Som 16-årig dreng med benzin i blodet elskede han motorsport, og der var ikke noget bedre end at se de lynhurtige motorcykler suse rundt på banen. Men der var en ting, som bekymrede ham – hans cøliaki.
Mikkel havde levet med cøliaki, siden han var lille, og han vidste, at det betød, han ikke kunne spise mad med gluten. Til sådanne arrangementer betød det næsten altid, at han ikke kunne købe den mad, der blev solgt. Pølser i brød, pizzasnegle, rugbrødsmadder – alt sammen noget, han ikke kunne spise uden at blive syg.
Men Mikkels mor, Camilla, havde gjort en enorm indsats for at sikre, at han ikke skulle føle sig udenfor. I de dage op til stævnet havde hun været i fuld gang i køkkenet. Hun havde købt flere forskellige typer glutenfri mel: boghvedemel, mandelmel, rismel og mange andre. Hun ville nemlig sørge for, at Mikkel kunne have noget lækkert mad med, som han kunne spise uden at bekymre sig om sin cøliaki.
Camilla begyndte med rugbrødet. Det var en af de ting, Mikkel savnede mest – en god skive rugbrød med pålæg. Hun blandede de forskellige melsorter, tilsatte kerner og frø, og snart duftede hele køkkenet af nybagt rugbrød. Næste projekt var pizzasneglene. Mikkel elskede pizzasnegle, og Camilla ville lave dem lige så lækre som dem, hans venner kunne købe. Dejen blev rullet ud, fyldet smurt på, og efter en tur i ovnen stod hun med en bakke fuld af gyldne, duftende pizzasnegle.
Til sidst var det tid til pølsehornene. De små pølser blev pakket ind i den glutenfri dej, og Camilla sørgede for, at de blev bagt til perfektion. Da hun var færdig, pakkede hun alle Mikkels madvarer i små beholdere, så han nemt kunne tage dem med til stævnet.
På dagen for stævnet stod Mikkel tidligt op. Han var spændt, men også lidt nervøs. Ville hans mad være lige så god som den, de andre kunne købe? Ville nogen spørge ham, hvorfor han havde sin egen mad med? Han følte sig anderledes, og det var ikke altid nemt. Men da han så sin mors smil og den kærlighed og omsorg, hun havde lagt i at forberede hans mad, følte han sig også stærk.
De ankom til Speedway-stævnet, og Mikkel kunne næsten ikke vente med at komme ind og se løbene. Luften var fyldt med lyden af motorcykler, der gassede op, og duften af brændt gummi. Mikkel fandt en god plads sammen med sine venner, og snart var de første løb i gang. Han glemte næsten sin nervøsitet i spændingen ved løbene.
Da det blev frokosttid, tog Mikkel sin mad frem. Hans venner spiste de sædvanlige pølser og pizzasnegle fra boderne, men Mikkel havde sine egne lækkerier. Han tog en bid af pizzasneglen – den smagte fantastisk. Hans mors indsats havde virkelig betalt sig. Han kunne nyde sin mad uden at bekymre sig om gluten.
En af hans venner, Jonas, kiggede nysgerrigt på hans mad. “Hvad har du der, Mikkel?” spurgte han.
“Glutenfri pizzasnegle,” svarede Mikkel med et smil.
“Det ser godt ud,” sagde Jonas og rakte ud efter en. “Må jeg smage?”
Mikkel nikkede, og snart delte han sine pizzasnegle og pølsehorn med sine venner. De var alle imponerede over, hvor godt det smagte, og Mikkel følte sig pludselig ikke så anderledes. Hans mors kærlighed og indsats havde gjort en stor forskel.
Resten af dagen forløb uden problemer. Mikkel nød løbene, heppede på sine favoritkørere og havde det sjovt med sine venner. Han følte sig stærkere end nogensinde før, fordi han vidste, at uanset hvad, så havde han en mor, der altid ville sørge for, at han kunne være med uden at føle sig udenfor.
Da dagen var slut, og de kørte hjem, takkede Mikkel sin mor. “Tak for maden, mor. Det betød virkelig meget for mig.”
Camilla smilede og lagde en hånd på hans skulder. “Jeg vil altid sørge for, at du kan være med, uanset hvad.”
Mikkel følte sig heldig. Ja, han havde cøliaki, og det betød nogle udfordringer. Men med sin mors støtte vidste han, at han kunne klare alt. Og hvem ved – måske ville han en dag selv stå på banen som en af de hurtigste kørere. Med sin mors hjælp vidste han, at intet var umuligt.