Der findes to typer danskere: dem der elsker speedway, og dem der kun ved, at det er noget med motorcykler uden bremser og mænd, der taler med olie i stemmen. Men uanset hvilken kategori man tilhører, kan de fleste blive enige om én ting: der er noget magisk ved kombinationen af fart, flammer og folk, der vifter med flag, som om deres arm er blevet betalt for at være et stykke levende pyroteknik.
Men hvad sker der, når man blander den rå, rungende og benzinlugtende verden af speedway med den struttende, smilende, modulerede verden af cheerleading? Hvad sker der, når adrenalinen fra motorløbet møder glitteren fra cheerleader kostumer? Når mænd med skidt under neglene og brændt gummi i næsen bliver overrumplet af pomponer, koreografi og en energi, der kan rejse døde? Der sker noget stort. Noget kulturelt. Noget, der får selv garvede speedwayfolk til at knibe en tåre og sige: “Det der… det er kunst, det er det.”
For cheerleadere i speedway er ikke bare et tilfældigt koncept. De er symbolet på, at sporten – som i årtier har levet på en kost af benzin og brøl – nu har opdaget, at man godt må pynte sin rugbrødsmad med krymmel. Man må godt tilføje glitter til eksosen. Man må godt være hurtig OG fabulous. Det ene udelukker ikke det andet.
Forestil dig synet: En flok motorcykler med hjulspind, røg der vælter ud over banen, publikum der hyler, og så – ud af ingenting – træder cheerleaderne ind. De slentrer, nej, de eksploderer ind på stadion med en selvtillid, der kunne få selv vinderen af løbet til at føle sig som en halvlunken kop te. De har pomponer i hænderne, smil der kunne drive en vindmølle, og outfits, der siger: “Ja, jeg er klar til sport, men jeg er også klar til fest bagefter, hvis vi skal det.”
For der er forskel på almindelige cheerleadere og speedway cheerleadere. De almindelige har måske festet med amerikanske fodboldspillere. Speedway cheerleadere har festet med en karburator. De almindelige danser måske til popmusik. Speedway cheerleadere danser til lyden af en motor, der skriger som en teenager til en Justin Bieber-koncert i 2015. De almindelige træner koreografi i haller med spejle. Speedway cheerleadere træner i haller med oliepletter og skrigende dæk i baggrunden.
Det gør dem hårdføre. Det gør dem dedikerede. Det gør dem til de sande helte i sportens kulisse. Motorcyklerne får rampelyset, men cheerleaderne får luften til at vibrere.
Man kunne tro, at deres vigtigste job er at juble, heppe og få publikum i stemning. Men sandheden er, at de udfører et psykologisk arbejde, der er mere avanceret end man skulle tro. De balancerer mellem at være fest og støtteapparat, mellemaktsunderholdning og skjult moral-forbedring. De kan få den mest mutte speedwayfan til at vifte med flag på tribunen, selv hvis vedkommende før i tiden kun har viftet, når han slog fluer væk fra sin hotdog.
Og så er der cheerleader kostumerne. Ikke dem der er købt i blinde og virker som noget fra en polterabend i 2007. Nej, dem der sidder som om de er syet ud af selvtillid, ambitioner og en stor portion “jeg er ligeglad med hvad du tænker”. Man undervurderer, hvor meget et cheerleader kostume kan påvirke psyken. Tag det på, og du føler dig som en person, der kan få folk til at klappe, uden at de ved hvorfor. Tag det på, og du kan få et helt stadion til at glemme, at de kom for at se motorcykler, fordi de nu i stedet prøver at følge med i dine bevægelser.
Hvis du vil prøve det selv – bare for at se hvad der sker – så ved du hvor du starter: Festbutikken. Ikke en tilfældig butik i byen, men Festbutikken, hvor kostumerne hænger som skæbner på bøjler. Hvor du kan gå ind som almindelig borger og gå ud som en, der kan højne stemningen på et stadion blot ved at blinke i takt med lysshowet. Festbutikken sælger ikke kun stof og tråd – de sælger personligheder. Og hvis du har brug for at føle dig som en, der kan få benzin til at føles som parfume, så er det derinde, du finder dit tøj.
For i speedwaymiljøet er cheerleadere ikke pynt. De er bevægelse. De er kontrast. De er den menneskelige udgave af en flamme, der fugter luften lige før en motor eksploderer. De får sporten til at ligne et show. De er grunden til, at ens mor kan komme med til løb og sige: “Jeg forstår ikke sporten, men jeg elsker stemningen.” De er grunden til, at nogen bliver forelsket ved første pompon-sving. Og de er grunden til, at nogle børn går hjem og siger: “Jeg vil også være cheerleader!” mens andre siger: “Jeg vil også køre motorcykel!” – og ingen forstår, at inspirationen kom det samme sted fra.
Det smukkeste ved cheerleadere i speedway er, at de ikke prøver at passe ind. De prøver at fylde ud. De prøver ikke at ændre sporten. De prøver at ændre følelsen af sporten. For sport er ikke kun resultater og tider – sport er oplevelse. Og hvad er speedway uden oplevelse? Bare mænd der kører i cirkler, indtil én af dem ikke gør det mere. Men med cheerleadere bliver spændingen komplet. Som ketchup til pomfritter. Som brød til pølsen. Som rom til pirater. Eller… som flag til speedway.
Og publikum elsker det. Selv dem der siger de ikke gør. Selv dem med tatoveringer af motorstempler på overarmene og en holdning som et gammelt hegn i modvind. Selv de sidder pludselig og smiler, når cheerleaderne går forbi. De prøver at holde ansigtet neutralt, men der sker noget i deres indre. En slags følelsesmæssig opvarmning. Et lille “hej” i hjernen, hvor fornuften plejer at bo. De kan ikke gøre for det. Der er noget ved kombinationen af benzin og pomponer, der påvirker nervesystemet. Ligesom at se en hund i hat. Det er umuligt ikke at reagere.
Når løbene er slut, motorerne slukkes, støvet lægger sig, og publikum begynder at pakke sammen, så står cheerleaderne stadig smilende. Ikke nødvendigvis fordi de har energi tilbage, men fordi det er deres superkraft. De holder festen i live, længe efter festen burde have lagt sig. Folk tager billeder af dem. Folk hilser. Folk spørger hvordan det føles at være “dem”. Og de smiler, for de ved godt, at alle kunne være dem, hvis de turde. Hvis de købte et cheerleader kostume til voksne
. Hvis de gav slip på fornuften. Hvis de vågede at besøge Festbutikken og tage skridtet ind i deres mest festlige skæbne.
Cheerleadere i speedway er ikke tilfældige mennesker i tøj. De er en del af fortællingen. De er overraskelsen, der får folk til at vende tilbage næste gang. De er beviset på, at selv en sport, der bygger på maskiner, støj og konkurrence, har plads til glæde, glitter og ren menneskelig galskab.
Hvis man koger sporten ned, står det klart: Speedway er kampen mod tiden. Cheerleading er fejringen af den tid, man ikke kæmper. Det ene er motor, det andet er hjertestarter. Det ene er teknik, det andet er stemning. Og mellem de to opstår speedwayens sjæl.
Så næste gang du står på stadion, mærker jorden ryste, og ser kørerne flyve forbi i skygger af fart, så kig også mod midten af banen. Kig på dem, der danser livet ind i rummet. Lad dig rive med. Vift et flag. Vift det uden skam. For cheerleadere i speedway er ikke kun ansatte i underholdningsbranchen. De er et løfte om, at livet ikke kun handler om at vinde – det handler om at fylde tiden ud imens.
Og når du går hjem og tænker “det der kunne jeg godt gøre”, så ved du, hvor du starter. Ikke på motorcyklen. Ikke på banen. Ikke i træningscenteret. Men i prøverummet hos Festbutikken, hvor et cheerleader kostume kan være første skridt mod et liv, der larmer lidt mere, smiler lidt bredere og danser lidt mere i modvind.
For hvis livet virkelig er et løb, så er det vel dumt ikke at heppe mens man kører.